Month: June 2015

Ugens medlem

Lejr5

BTK Viby huser efterhånden flere af landets største talenter. Denne uges medlem har denne sæson været den absolutte 1.mand på drengedivisionen, og han har de sidste to sæsoner kunne bryste sig af, at være den spiller i hele Danmark, der er klatret hurtigst op ad ratinglisten. Klubbens sportslige fremtid ser ud til at være i sikre hænder.

Navn: Marius Dam

 

Kælenavn(e): Dam og strudsen

Årgang: 2000

Spillestil: Klassisk offensivt, helst med meget skrue. Kan godt lide at spille mod folk der spiller langsomt og med meget skrue

Hvor længe har du spillet bordtennis? 5 år

Hvad fik dig til at starte til bordtennis? Jeg var god i SFO’en. Gik op i BTEX hvor jeg mødte Sune og spurgte hvor den nærmeste bordtennisklub var. Han henviste (naturligvis) til BTK Viby – tak til Sune

Har du spillet i andre klubber? Nej

Hvilke trænere har du haft? Christopher Bukh og Dan Jakobsen

Hvilket hold spiller du på i år? Drenge division, junior division, serie 1, Jyllandsserie og 2. division

Hvad er dine ambitioner med bordtennis? Spille 1. division som junior + spille på landsholdet

Største ”skalp”: Da jeg som 1. års drengespiller slog Casper Bonde fra OB/BBB som dengang var inde omkring ungdomslandsholdet

Sjoveste oplevelse i klubben: Lejre for klubbens ungdomsspillere

Hvem har du sværest ved at spille mod i klubben og hvorfor? ”Blok-spillere” der ikke angriber, men bare holder bolden på bordet –> Så formanden kommer han nok aldrig til at slå 😉

Yndlings bordtennisspiller: Timo Boll

Yndlings atlet: Messi

Dyrker du andre sportsgrene og hvilke? Nej

Yndlings farve: Lilla

Yndlings fodboldhold: Barcelona

Philip takker af

Gennem 4 år har Philip Jakobsen været træner for klubbens begynderhold. Her har han gjort en formidabel indsats, hvor han har lagt fundamentet for den eminente ungdoms træning, som BTK Vibys mange unger nyder godt af flere gange om ugen.

Bestyrelsen vil i forbindelse med Philips fratræden som træner, gerne sige et KÆMPE tak for indsatsen. Den har været påskønnet i højeste grad, og vi glæder os da trods alt over, at Philip fortsætter som spiller i klubben. Måske får han endda stadig tid til at kigge forbi som gæstetræner i ny og næ.

I forbindelse med sæsonens sidste begyndertræning, takkede Philip af med følgende ord på klubbens facebookgruppe:

Så er ungdomstræning på trup 2 i Viby afsluttet med et brag. Der var slik og kage i lange baner. Så jeg kan med sikkerhed godt sige at den søde tand blev tilfredsstillet for ALLE spillere.
Jeg vil gerne takke spillere og forældre for en super sæson. Det har været en fornøjelse at være træner for ungerne. De har alle sammen en passion for spillet som jeg ikke har set lignende. Det er af den grund jeg regner med at se alle de små aspirerende bordtennis-stjerne til sæsonstart efter sommerferien.

Jeg vil forsøge at komme så meget som muligt næste sæson, men jeg bliver ikke fast træner. Efter 4 år som træner for begynderholdet må jeg nu lægge trænerrollen på hylden i nogen tid, grundet studiestart. Det har været 4 fantastisk lærerige år, hvor jeg har udviklet mig som træner og overall også som spiller. Når jeg ser på BTK VIBYs nuværende ungdom kan jeg ikke undgå at blive en smule stolt, jeg ved hvor meget arbejde der bliver lagt i det dag ud og dag ind, ikke kun af mig men af hele ungdomsudvalget.

Lige på falderebet vil jeg takke dem, som havde gave med i dag. Det var fantastisk og dem sætter jeg pris på.

Her kommer nogle stemningsbilleder fra afslutningen i dag. Skal lige love for vi fik sendt ungerne på sommerferie på ordentlig vis.

Billeder fra sæsonafslutningen på begynderholdet:

b1b2b5b4b3

Afslutningslejr

Lørdag kl. 16 til Søndag kl. 12.00 blev der afholdt en super hyggelig afslutningslejr for de mest hardcore ungdoms spillere.

Der var flere sjove aktiviteter på programmet. Vi startede med at træne i et par timer, hvor der var rigtig god intensitet i lokalet. Det var tydeligt, at folk var indstillet på at gå på ferie med stil!

Derefter fyrede undertegnede op for grillen, hvorefter der blev serveret cheesburgere og hotdogs – en sikker vinder.

Ganske belejligt kom Simon Fisher ind af døren lige til spisetid 😉 Han blev efterfølgende resten af lejren, og bidrog til nogle hyggelige timer, hvor vi efter aftensmaden spillede fodbold og fresbee indtil solen gik ned. Efter sådan en omgang motion, var det med god samvittighed, at vi 7 mand spiste en hel kagemand, som Niels havde medbragt, som fejring af sin fødselsdag i fredags – lækkert!

I de mørke nattetimer blev der spillet poker, hvor Simon hustlede os allesammen. De mest energiske spillere fik sig en god omgang natbordtennis indtil vi ramte madrasserne henad 02-tiden.

Her fortalte Lasse Kardel og undertegnede et par gode spøgelseshistorie, og det tog lige nogle minutter før Niels-Anton, Marius og Emil kunne falde i søvn derefter 😉

Da vækkeuret ringede tog Simon og jeg over og købte morgenmad, mens spillerne stod op og gjorde klar til spisning – Det var en sand fornøjelse at være i selskab med så velopdragede unger! Både aften og morgen hjalp de flittigt med oprydning og opvask. Sådan!

Efter morgenmaden, hvor Emil havde konsumeret en hel dagmartærte på egen hånd, var det tid til at forbrænde kalorierne af igen. Vi rundede lejren af med et par timers træning, hvor der blev spiller holdkamp og stort-bord.

Alt i alt en perfekt afrunding på en perfekt sæson! Nu holdes der sommerferie frem til den 10. august, hvor holdtræningen starter igen!

Her følger nogle stemningsbilleder!

Lejr1Lejr2Lejr3Lejr4Lejr5Lejr6Lejr7Lejr8Lejr9Lejr10Lejr11Lejr12Lejr13Lejr14Lejr15Lejr16Lejr17Lejr18Lejr19Lejr20Lejr21Lejr22

Ugens medlem

562510_10150757769325807_1568250843_n

Navn: Søren Olsen

Kælenavn(e): Vinduesviskeren eller Sønne.

 

Årgang: 1988

 

Spillestil: Stillestående uden forhånd.

 

Hvor længe har du spillet bordtennis? Vel sammenlagt i 15 år. Omkring 17 år siden jeg startede og har nok holdt ca 2 års pause.

 

Hvad fik dig til at starte til bordtennis? Min far har spillet bordtennis i 45 år, så jeg tog med en gang imellem og blev bidt af sporten. Der har vi haft mange gode far og søn timer.

Har du spillet i andre klubber? Holsted, Esbjerg og nu Viby

Hvilke trænere har du haft? P. E. Svenningsen i Holsted og Arnsbæk og LH i Esbjerg.

 

Hvilket hold spiller du på i år? Yderste mandat til 2 division.

 

Hvad er dine ambitioner med bordtennis? At have det sjovt med gutterne, men at være seriøs når man står ved bordet.

 

Største ”skalp”: Hmm, den er svær. Måske da jeg slog Klein som 1 års junior da han var landsholdsspiller som sidste års dreng. Jeg kan også stadig prale med en positiv statistik mod Jonathan Groth H2H 3-1.

 

Sjoveste oplevelse i klubben: Der har jeg svært ved at vælge. Jeg synes arrangementerne plejer at være høj klasse, men kan ikke vælge et arrangement eller en bestemt situation.

 

Hvem har du sværest ved at spille mod i klubben og hvorfor? Formanden har jeg rigtig svært ved og har en ussel statistik på den front. Han får alt tilbage og med min stillestående spillestil står jeg sjældent rigtigt til bolden 2 gange i træk. Derudover er der jo masser af andre rigtig gode spillere, som bare er så meget bedre at jeg for det meste ikke har en chance.

 

Yndlings bordtennisspiller: Michael Maze og Ma Long

 

Yndlings atlet: Juninho

 

Dyrker du andre sportsgrene og hvilke? Golf og fiskeri. Har også spillet rigtig meget tennis da jeg var yngre, men har ikke rørt en tennisbold de sidste 4 år.

 

Yndlings farve: Blå

 

Yndlings fodboldhold: Vejle og Lyon

Ugens medlem

10354724_10202788885859056_4726039770875010147_n

Navn: Karl Peter Edney

Kælenavn(e): Don K

Årgang: 1967

Spillestil: Irriterende, men med tiden mest irriterende ringe

Hvor længe har du spillet bordtennis? 37 år

Hvad fik dig til at starte til bordtennis? Claus Junge flyttede ind på vejen og hev mig med ned i Viby. Inden da havde jeg uden held forsøgt mig med, rugby, badminton, fodbold, basket og svømning

Har du spillet i andre klubber? Viby (78-85) Triton (85-87 sammen med Allan Bentsen), Åbenrå (87-88), MTV Itzehoe (94-95), VRI (95-96), Pause pga dårligt knæ (96-01), Viby (01-??).

Hvilke trænere har du haft? Jette Kristoffersen (Flere gange danmarksmester), Jan Børjesson (også træner for junior landsholdet), Henning Jacobsen og Michael Andersen (Team Danmark direktør indtil for nylig). Vi har haft prominente trænere i Viby. Jan, Michael og Henning var også grundlæggerne af BTE.

Hvilket hold spiller du på i år? Formentlig jyllandsserien og Veteran 40 DM-rækken.

Hvad er dine ambitioner med bordtennis? At have det sjovt, med tanke på, at det altid er sjovest at vinde.

Største ”skalp”: To sejre over Anders Thulin fra Ängby i Sverige til Flensborg Cup i 1984. Slog ham i holdturneringen og sendte ham ud af den individuelle turnering. Ängby vandt holdturneringen og jeg var den eneste der slog Anders Thulin. 1 måned tidligere havde han renset hele den danske junior elite til et stævne i Brønshøj og nåede også semifinalen i Herre Elite, hvor alle de bedste danske seniorer deltog.

Sjoveste oplevelse i klubben: Umuligt at vælge en enkelt ud, da der har været mange.

Hvem har du sværest ved at spille mod i klubben og hvorfor? Der er efterhånden en del spillere, der er bedre end mig, men som egentlig ikke er specielt svære at spille imod udover at de er for gode. Jeg bliver nok nødt til at vælge Martin Møller. Jeg føler jeg er bedre end ham, men rammer han en god dag, er jeg chanceløs.

Yndlings bordtennisspiller: Ubetinget Waldner. Fantastisk bordtennis spiller, formentlig den bedste nogensinde, og derudover et yderst sympatisk menneske. Første gang jeg mødte ham, var i cafeteriet i Hørning Hallen til NM i 1981. Han sad ved bordet bag mig og min holdkammerat Kim Wessel-Tolvig og skiftede belægninger. Wessel spurgte om han måtte få de gamle belægninger. Desværre ikke, sagde Waldner, jeg skal aflevere dem tilbage. 2 minutter efter hørte vi et lille psst. Det var Waldner, der med ryggen til, lige ville aflevere belægningerne til Wessel. Han har vel været ca. 15 år på det tidspunkt.

Yndlings atlet: Verdens bedste fodboldspiller, CR7 J Nej, der er ikke rigtigt nogen.

Dyrker du andre sportsgrene og hvilke? Jeg er ivrig lystfisker, hvis det da tæller som en sport.

Yndlings farve: Kan man have sådan en?

Yndlings fodboldhold: Ved et lykketræf blev det Chelsea. Jeg er født i London på et hospital på Fulham Road, lige ved siden af Stamford Bridge. Havde hospitalet ligget 500 meter længere nede af vejen, havde Craven Cottage været tættere på, og var jeg ikke blevet født en måned for tidligt, var det nok sket i Stockholm. Skræmmende at tænke på.

 

 

 

Referat af generalforsamling 2015

  1. Valg af dirigent

Karl E.

 

  1. Tilstede

Rasmus B., Lars Christensen, Bjørn, Martin, Pernille, Dan, Søren, Klaus, Philip, Daniel, Karl, Erik, Sebastian, Brian.

 

  1. Referent

Dan

 

  1. Formandens beretning

 

Det har været en helt igennem fantastisk sæson i BTK Viby. Klubben har haft 3 succesfulde ungdomshold og hele 6 yderst succesfulde seniorhold!

 

I ungdomsafdelingen har vi i år haft træning alle ugens dage. 1. Holdet har fået en ekstra træning om fredagen for de mest ambitiøse spillere, hvilket helt sikkert har bevirket en sportslig fremgang hos klubbens største talenter. Vi håber på næste sæson, at kunne tilbyde som minimum denne service igen, da vi har flere spillere, som er med helt fremme i toppen af dansk bordtennis og derfor behøver træning hver dag.

 

Individuelt har vi haft nogle uvante gode resultater i år. Det har været en fryd at opleve på min 8. sæson som træner, at se flere spillere nå til top 12, blive udtaget til træningslejre og generelt gøre sig gældende på den ypperligste scene i dansk bordtennis. Det er klubbens mål fremover, at disse ungdomsspillere forbliver i sporten, og gerne indgår i den fremtidige seniortrup i klubben. Det er blandt derfor, at det er yderst vigtigt med en stærk elite afdeling i BTK Viby.

 

Men det er ikke kun på elitesiden at ungdommen blomstrer. Med Philip og Simon ved roret på begynderholdet, har vi opbygget en efterhånden stor afdeling for de mindre øvede spillere, og det er Simons intention at bevare så mange som muligt i klubben efter sommerferien. Vi har rekord mange tilmeldte til KM og det er planen, at arrangere en lille træningslejr i juni måned, hvor begynderne kan komme og deltage om dagen. Vi har modtaget positiv respons fra flere forældre, som har været meget glade for den oplevelse ungerne får til træning. Vi har sågar fået fortalt, at trænernes engagement afspejler klubbens målsætning, som lægger ude i bakkerne i gangen. Stor ros til Philip og Simon herfra – ungdommen er klubbens fremtid, og selv fundamentet for en fortsat succes og trivsel i BTK Viby.

 

På seniorsiden har vi rent sportslig også haft en rekordsæson. Med hele 6 hold har vi haft nok at se til, og vi kom da også en smule skidt fra land rent regelmæssigt ved både at få taberdømt serie 2 og serie 1 pga. manglende licens. Her har vi sidenhen sat stor pris på Karls vågne øje, og med op og nedrykningsreglerne i konstant forandring fra forbundets side, har det været yderst vigtigt for klubben, at have Karls overblik at støtte sig op af.

 

Resultaterne for de enkelte hold har dog været formidable i det store hele. Serie 4 led under mandefald men sluttede hæderligt. Serie 2 led under taberdommen men sluttede hæderligt og gjorde stort set rent bord i 2. Halvdel. Serie 1 led under taberdommen men rensede så igennem i 2. Halvdel og vandt rækken. Jyllandsserien har fungeret fint og sluttede da også i toppen igen i år. 2. Division har kæmpet med at stille hold grundet skader og manglende prioritering hos enkelte spillere. Men deres styrke fornægtede sig i sidste ende ikke, og her vandt man en flot sølvmedalje. Sæsonens måske største holdmæssige bedrift kom på 1. Divisionen hvor man som bekendt hentede sølv og efterfølgende tilspillede sig en 2. Reserveplads til landets bedste række.

 

Den kommende sæson ser det ud til at vi får flere spillere til klubben i seniorafdelingen. Vi har dog også med stor ærgrelse sagt farvel til Finn Jensen, der med veteranafdelingens svindende medlemstal ikke så nogen anden udvej end et skifte til Sisu. Dette respekterer vi selvfølgelig, og klubbens tidligere kasserer ønskes alt mulig held og lykke i fremtiden.

 

 

Det er dog efterhånden en væsentlig problemstilling at se på seniorenes trivsel i klubben. For vi har et par mangeårige medlemmer vi ikke ser til træning ret ofte. Dette håber vi på at kunne gøre i fremtiden, og derfor hører bestyrelsen gerne hvad der skal til, for at disse finder træningssystem tilbage. Klubben ér medlemmerne. Derfor er trivslen og glæden ved spillet det primære som giver os den succes vi i disse år oplever. Man skal altid se fremad og kigge efter udviklingspotentiale. Men vi skal samtidig huske at bevare de ting, som har gjort seniorne glade for at komme i Viby i alle disse år!

 

Det føler jeg bestemt vi kan. Vi er en samling glade medlemmer hvor motivationen og niveauet godt nok er forskelligt, men fælles for os deler vi glæden ved spillet! Jeg håber at vi kan se frem til en ligeså god sæson efter sommerferien, og jeg vil gerne sige tak for alt den støtte og arbejde de frivillige kræfter lægger i klubben. Det er ingen hemmelighed, at der bruges mange timer hver uge fra bestyrelsens medlemmer, på at samle sponsorer, snakke med kommunen og holde den generelle drift kørende. Herfra skal lyde et særligt tak til Klaus Dam – klubbens motor i øjeblikket. Han står for alt! Også et stort tak til Daniel, som har påtaget sig rollen som kasserer efter Finn og Karls afgang fra bestyrelsen.

 

Vi kan altid bruge en ekstra hånd, og når der opstår arrangementer såsom festival, turneringer i klubben osv. så tager vi meget gerne mod hjælp fra klubbens medlemmer, så vi sammen kan samle nogle penge ind til klubben. Vi har som målsætning at øge seniorne og ungdommens træningskvalitet næste sæson. Læg dertil at vi muligvis kan få lokalerne inde ved siden af – så penge er en evig nødvendighed for den udvikling vi gerne ser.

 

Det er en fornøjelse at være formanden i BTK Viby. Jeg er stolt af vores nuværende medlemstal og hvordan vi klarer os sportsligt! Jeg må indrømme, at jeg tidligere på sæsonen var presset på tid og stressen udmøntede sig også i sygdom. Men med en stærk bestyrelse i ryggen har jeg lyst til at arbejde videre for klubben.

 

Med håbet om fortsat fremgang – tak for en fantastisk sæson i BTK Viby!

 

  1. Fremlæggelse af regnskab

Fremgang i indtægter. Vi har flere indbetalinger af kontingent og øget sponsorindtjening.

Vi lægger budget fra starten af dette regnskabsår, således vi bedre kan værne om økonomiens sikkerhed.

 

  1. Kontingent fastholdes 1100 kr. Dette gælder både senior, ungdom og nybegyndere.

 

  1. Søren, Klaus, Simon, Daniel og Dan bliver valgt som ”ny” bestyrelse

 

  1. Bjørn Thaarup vælges som suppleant.

 

  1. Lars Christensen vælges som revisor.

 

 

10. Evt.

Bjørn spørg til lokalesituationen. Vi ved ikke mere, end at kommunen tøver med at give os lokalerne permanent.

Bjørn og Lars måler bordene op til hvor de skal stå.

Vi drøfter alarmsystemer.

Vi vil have mere aktivitet på hjemmesiden.

Ugens medlem

2480_53366313643_495_n

Navn:

Martin Kjeldsen

 

Kælenavn(e):

Kjeldsen, Kjeldsan, Kjelle,

 

Årgang:

1980

 

Spillestil:

Jeg forsøger at holde en moderne, offensiv stil med fokus på kort spil, som jeg synes er noget af det mest fantastiske!

 

Hvor længe har du spillet bordtennis?

Selvom jeg startede for første gang omkring 1990 har jeg holdt en del pauser og kan derfor ikke komme med et præcist svar. Sammenlagt har jeg måske spillet i ~12 år.

 

Hvad fik dig til at starte til bordtennis?

Jeg startede oprindeligt med en kammerat fra Hasselager fordi vi knuste alt og alle ved bordet på skolen, og ledte derfor efter nye udfordringer. Da vi startede i klub udfoldede en helt ny verden sig for os.

 

Har du spillet i andre klubber?

Jeg spillede i Hørning fra omkring 1990-1994 (samme tidspunkt som Alan Bentsen), og holdte derefter en lang, lang, lang pause indtil jeg startede i Viby.

 

Hvilke trænere har du haft?

Havde 3-4 forskellige trænere i Hørning. Husker ikke deres navne. Men specielt Thomas-ét-eller-andet, var helt unik og speciel. Han motiverede os under opvarmning ved at skyde dem der var for langsomme med en lækker softgun! Av av av.

 

Hvilket hold spiller du på i år?

Spiller ikke hold i år, heller :/ Min nuværende arbejds- og familesituation gør at jeg vil være for ustabil på et hold, og det kan ingen være tjent med. Jeg træner under radaren, indtil det bliver bedre, og glæder mig til at kunne støtte klubbens jagt på guld og hæder.

 

Hvad er dine ambitioner med bordtennis?

Mine mål i sporten er ikke resultat-baserede, men derimod at spille teknisk rent, fysisk krævende og flydende angrebsbordtennis. Jeg lader mig inspirere af, og ser op til, spillere som Zhang Jike, Oh Sang Eun og Samsonov. Ud over at være fantastiske atleter, besidder de en helt speciel ro og præcision i deres spil.

 

Et sekundært mål, der dog er næsten lige så vigtigt, er at skabe sportslige minder sammen med mine modstandere, under træning såvel som turneringer. Har jeg spillet en dårlig kamp personligt (både som taber og vinder), har jeg altid dårlig samvittighed fordi jeg ikke gav min modstander en god oplevelse.

 

Største ”skalp”

I nyere tid, har der ikke rigtigt været “skalpe”, og jeg husker ikke de gamle. Mine bedste bordtennis øjeblikke har nok været DGI Landsmesterskaberne omkring 93-94 hvor jeg blev vandt både single, double, og mix, flere gange.

 

Sjoveste oplevelse i klubben:

For mig er alle Vibys arrangementer hver i sær et højdepunkt i kalenderåret. En perfekt dag, typisk med bordtennis, mad, jägerbombs, “99” og det bedste selskab. Hurra!

 

Hvem har du sværest ved at spille mod i klubben og hvorfor?

Mangel på træning har gjort at mit niveau svinger drastisk og at jeg lige nu har problemer, af variende grad, med de fleste.

Med min nuværende form er jeg mest komfortabel omkring spillere der spiller moderne offensivt og har moderat-gode serve. Det giver mig mest udbytte, og det er også her jeg “peaker” lige p.t.

 

Yndlings bordtennisspiller:

Zhang Jike. En spiller der beviser at fysisk styrke også kommer til sin ret i vores sport; Det bedste benarbejde der er set. Derudover er han jo bare standard-kina-vild.

 

Yndlings atlet:

I Starcraft har man et udtryk: “Bonjwa”, hvilket indikerer en person som er uovervindelig i en lang periode. Jeg har ikke nogen favorit atlet, som sådan, men har altid været imponeret af Tiger Woods’ præstationer. Specielt i perioden 1997 (året efter han gik pro) til 2009. Dominerende.

 

Dyrker du andre sportsgrene og hvilke?

Er ikke aktiv i andre sportsgrene p.t. Jeg er flyttet tilbage til Hasselager, og tænker måske at spille en lille smule tennis igen i min gamle klub herude.

 

Yndlings farve:

Grøn. Ikke fordi jeg synes den er specielt fed, men fordi jeg besluttede mig for at skulle have en yndlingsfarve da jeg var helt lille. Det havde alle de andre jo. Så det er altså grøn.

 

Yndlings fodboldhold:

Jeg følger ikke vildt meget med i fodbold længere, men jeg bliver gladest indeni når jeg ser Barcelona spille. Det er også den slags fodbold vi spillede i KHIF da jeg var ynglinge spiller 😉

© 2018 BTK Viby

Theme by Anders NorenUp ↑